Den 8. februar 1994 er det 30 år siden kunstneren Lars Christian Kræmmer trådte ud i lyset efter at have tilbragt 49 døgn i en kasse i totalt mørke. Med sig i kassen havde han en stak tegnepapir. Det resulterede i en serie ”blind-tegninger”¨.
Inspirationen blev hentet fra ”Den Tibetanske Dødebog,” hvor det beskrives, hvorledes man kan møde de ånder, som man vil møde, når man dør, hvis man opholder sig i totalt mørke i 7 uger. Kassen blev passet af kunstneren, Wiktor Sandowicz mens troldmanden, Aleh Nimkish Kaheen stod for den åndelige vejledning.
Kunstprojektet fandt sted i Gallery Artemisia i Vancouver, Canada, mens Kræmmer var elev på Emily Carr University of Art and Design.
De 7 uger i mørke vakte stor opmærksomhed og historien blev dækket af medier over hele Canada. Kræmmer tog 7-tallet til sig. Samme år tilbragte han 7 måneder i en sort kutte og de sidste 30 år har han brugt 7-tallet til adskillige kunstprojekter, hvor det seneste er en 7-års rejse rundt i verden.
Tegningerne i mørket fik afgørende betydning for Kræmmers tilgang til tegning. Han oplevede, hvordan stregen på papiret samtidig ”tegnede en streg” i sjælen. Hvordan en skødesløs streg tilføjer sjælen en skødesløshed, og hvordan en streg med fuld opmærksomhed fylder sjælen med ro og skønhed. Han tegner og maler for at skabe positive vibrationer og mener, at både handlingen og den efterfølgende betragtning af værkerne har en magisk indflydelse på det enkelte menneske og menneskeheden generelt.
Udstillingen åbner fredag den 15. november kl. 15.
Kl. 17 holder Kræmmer et oplæg om tilblivelsen og hvordan han tog 7-tallet til sig.
På udstillingen vil selvsamme kasse som Kræmmer boede i, være opsat i galleriet, hvor man kan prøve kræfter med at tegne i mørke.
Vi glæder os til at byde velkommen.