Katja Tang-Petersen
28. marts - midt april 2025
Udstillingen HEMMELIGE KNOGLER præsenterer Katja Tang-Petersens grafiske arbejder med knogle- og totemlignende figurer, som hun gennem de sidste 6 år har skabt inspireret af mødet med oldtidsruiner på Sardinien. Figurerne har foreløbigt fundet vej til collografi, akvatinte, linoleumstryk, stoftryk, tatoveringer og badges. I 2023 materialiserede ‘de hemmelige knogler’ sig også i keramiske relieffer, små skulpturer og gipsafstøbninger.
For Katja Tang-Petersen handler det om at lege, at opdage nye former og figurer, om at blande og undersøge farver og om at variere og trykke det samme motiv igen og igen. Gentagelsen som metode bidrager her til et udtryk, der måske kan skabe lidt mental ro og opbyggelighed i 'sjælens skelet’ på dem, som kigger med. Selv siger hun:
"Der findes mærker og udtryk, som er uden for os, og som 'vandrer' ind i os, sætter sig fast og kommer til at betyder noget, som det er svært at gøre rede for. For os mennesker er det heldigvis muligt altid at opdage nye visuelle former eller mønstre i verden omkring os, når vi møder den fra overraskende positioner. For mig afspejler ’de hemmelige knogler’ et ønske om at ville knytte sig til noget, og om at finde værdifulde steder og detaljer i virkelighedens uendelige mylder af liv og informationer.”
FERNISERING
Kom og vær med til ferniseringen fredag d. 28. marts kl. 16 hvor vi serverer vino og lidt til ganen.