August 2023
Portræt-interview af kunstner
Stine Juul
“Jeg søger indad og prøver at ‘fodre min surdej’”
Mød Stine Juul, der siden hun var lille blev opdraget til at se alle farverne i skyggerne, opleve mellemrummet, lytte, dufte, mærke, smage med mere.
Foto fra studie af Stine Juul – øvrige taget i galleriet af Rikke Albrechtsen.
Hvilken form for kunst laver du?
Jeg arbejder med keramiske skulpturer, og maler på lærred, plexiglas, papir og træ.
Man skal helst få lyst til at gå på opdagelse i min kunst, finde et lille pusterum og gå lidt i stå. Der må gerne være en lille interaktion, maleriet kan vende forskellige veje, malingen reflekterer i forskelligt lys, skulpturen kan vendes eller er to-delt, plexiglas kan forskydes eller du kan simpelthen gå ind i værket og opleve det fra andre vinkler.
Skulpturerne laver jeg i forskellige typer og nuancer af ler. Skulpturerne er rå (råbrændte) og jeg imiterer naturens mønstre i overfladen, rillerne i sandstrandens bund eller træets bark i skulpturens overflade, som herved strammer formen op. Den organiske form og den taktile overflade inviterer til nærvær, fordybelse og til at lade sine fingre løbe langs mønstrene.
Malerierne skaber jeg individuelt, men de må gerne fungere i samspil med skulpturerne. Her er jeg inspireret af mikro-makro universer, måske man får associationer til planter og livet under havoverfladen.
Hvor længe har du arbejdet med kunst?
Jeg har været kreativ siden jeg kunne bygge med sand, holde på en blyant og mine øjne kunne falde i staver over rum og farver. Jeg brugte meget af min barndom på at læne mig bagover på min kontorstol og opleve mit værelse på hovedet.
At male lærte jeg ved et tilfælde på en daghøjskole, men lagde det herefter på hylden, for at uddanne mig som grafisk designer. Under min uddannelse på Det Kongelige Akademi, visuel kommunikation, blev jeg udvekslet til det Islandske kunstakademi og fik bedre tag i maleriet. Efter endt uddannelse tog jeg det op igen og har malet on and off siden 2001.
Hvis du ikke var kunstner, hvad ville du så lave?
Helt sikkert noget andet kreativt. Grafisk designer er jo oplagt. Eller fotograf... Jeg har også en drøm om at lave intrografik til film, børne-TV eller tegne børnebøger. Et job som udstillings-designer eller havearkitekt er heller ikke umuligt, jeg elsker jo at skabe oplevelser og rum.
Hvor finder du inspiration til dine kunstværker?
Lige i øjeblikket prøver jeg at blive inspireret af mig selv. Jeg søger indad og prøver at ”fodre min surdej”. Ellers er inspirationen noget der hele tiden kommer til mig, det er slet ikke noget jeg tænker over jeg søger. Fra helt lille er jeg opdraget til at se alle farverne i skyggerne, opleve mellemrummet, lytte, dufte, mærke, smage osv. Så inspirationen er hele tiden lige foran mig. Jeg går naturligvis også på udstillinger og følger andre kunstnere, det kan man jo ikke holde sig fra som kunstner, det er nærmest en måde at trække vejret på.
Har du nogensinde fået en ide' til et værk, der ikke kunne realiseres?
Tjaa nej for alt kan vel i princippet realiseres, det kræver en hvis stædighed, energi, tid og ofte penge at udføre ideen.
Jeg har utrolig mange ideer, både store og små. At lave en skulpturpark med 2 meter høje skulpturer er bestemt en drøm. Den kræver projektansøgning, store ovne og hjælp fra andre. Hertil skal der søges om lov og midler, alt det tager tid og den har jeg ikke fået taget mig, endnu. At lave en række små kunstbøger, er også noget jeg drømmer om. Det er noget mere overskueligt, men her får jeg måske ikke sat projektet i gang, da jeg kommer til at distraherer mig selv med andre spændende projekter. Kunst tager tid, og året har aldrig nok dage til alt det spændende fra skitsebogen, og alle de nye ideer der sideløbende opstår.
Hvad er dit bedste tip til, hvordan man kan indrette sig med kunst i sit hjem?
Vælg både nogle værker som er i stil med indretningen, men også værker der stritter lidt ”imod”. Det kan give en form for dynamik, så rummet ikke ”stå stille” i samme farve- eller stilart. En god ide' er altid at høre om man kan låne værket med hjem på prøve. Det kan være utrolig svært at gennemskue hvordan det passer ind i rummet, størrelse, farve og udtryksmæssigt.
Hvis du skulle vælge tre favoritkunstnere, hvem skulle det så være pt?
Jeg har ikke enkle favoritkunstnere som sådan. Jeg oftest inspireret af en kunstners periode, eller måske vedkommenes skulpturer men ikke malerier. Eller måske er det farveholdningen, teknikken eller kunstnerens energi.
For tiden kan jeg koge favoritterne ned til: Le le Fraser, Melanie Daniel, Elena Stonaker, Pierre Alechinsky, Donna Huanca, Gitte Eidslott, Gerda Thune Andersen, Phoebe Cummings, Sara Möller, John Olsen, Helen Booth... Sonja Ferlow Mancoba oog Hilma af Klint.
Hvilken kunstner ville du ønske, der hang et værk af hjemme hos dig?
Igen der er mange. Hilma a Klint, Pierre Alechinsky, Emily Imeson, eller George Raftopolios. En skulptur af Sara Möller må også meget gerne stå/hænge hjemme hos mig.
Har du et råd til en som har en kunstner i sig, men ikke er startet endnu?
Der er er flere klassiske råd: Du skal ikke kunne lade være, og du skal kunne leve på en sten da man næppe bliver rig. Du skal kunne arbejde med mange forskellige kasketter (Du skal også være fotograf, tekstforfatter, some, sælger, stå for regnskab, mm. Du laver maks. kunst 25% af tiden). Så skal du kunne klare dig gennem den sædvanlige kreative proces:
Det her er fantastisk
Det er svært
Det her er virkelig dårligt
Jeg er virkelig dårlig
Det her er måske ok
Det her er fantastisk ...
Stine Juul leverede i samarbejde med galleriet sidste år skulpturen til Frederiksberg Talentpris. Prisen er en anerkendelse af nye og/eller små eksisterende virksomheder, som i kraft af deres nytænkning gør en forskel. I år leverer NORDVÆRK hele 2 skulpturer – også i år til Frederiksberg Talentpris men som noget nyt, også en skulptur til Frederiksberg Erhvervspris.
Fakta
Stine Juul (f. 1974)
Bor og arbejder i Espergærde
Uddannelse: Det Kongelige Akademi, visuel kommunikation, Det Islandske Kunst Akademi
Underviser børn i keramik og billedkunst.
www.stinejuul.dk