Juli 2023

Portræt-interview af kunstner
Katja Tang-Petersen

“Det handler om at finde værdifulde steder og detaljer i verdens uendelige mylder af liv og informationer…”

Mød Katja Tang-Petersen, der længe har skrevet sine indfald og idéer ned i en bog, for så længe de står der, “så ’kan’ de jo i princippet realiseres og tages frem engang i fremtiden”.

Foto: Katja Tang-Petersen

Hvilken form for kunst laver du?
Jeg arbejder med grafiktryk på papir i begrænset oplag – især kobbertryk med stregætsninger, akvatinte, koldnål og hele balladen er jeg meget optaget af. Teknikker som man konstant kan blive udfordret af – jeg får igen og igen lyst til at bruge teknikkerne i mit arbejde og undersøge i detaljen, hvordan de kan spille sammen og med hvilke motiver. Men jeg laver også linoliumstryk, monotypi, collografi (paptryk), xerolito (tryk med fotokopier) og en gang imellem har jeg vovet mig ud i at lave litografi – altså stentryk, men det er pokkers svært og kræver næsten, at man står mere end en person ved trykpressen. De andre grafiske teknikker kan jeg meget nemmere håndtere alene.

Det seneste års tid er jeg også begyndt at genopdage leret som materiale og udtryk. For mig rimer keramik på grafik. Det er i hvert fald sjovt og ret spændende at finde ud af, at nogle af mine motiver fra grafikken for en stund kan blive ’lånt ud’ til et mere skulpturelt udtryk.

Hvor længe har du arbejdet med kunst?
Jeg blev fuldstændig forelsket i kobbertryk, da jeg tilbage i 1996 havde praktiske fag – herunder grafik – som en del af min uddannelse i kunsthistorie på Københavns Universitet. Siden har jeg kontinuerligt arbejdet med linoliumstryk, og for godt 8 år siden begyndte jeg for alvor at dykke ned i arbejdet med kobbertryk, undersøge hvad den teknik kan, og hvad det er for nogle historier og livsstemninger, som jeg har mulighed for at fortælle om her. Jeg laver som sagt mest plader til tryk, hvor jeg kombinerer teknikkerne stregætsning, akvatinte og koldnål. Jeg holder meget af den langsommelighed og fordybelse, som det kræver at lave et kobbertryk – lige fra indkredsningen og afprøvningen af motivet i collager og skitsetegninger til selve processen med at overføre det på kobberpladen, over ætsningen til prøvetryk og tilretninger, til selve trykfasen, hvor farvevalg, aftørring, valg af papir, fugtning af papir mv. spiller en kæmpe rolle for det færdige udtryk. Denne sidste fase er næsten som at fremkalde et foto i mørkekammeret; meget kan ske, gå galt eller overraske en. Det er virkelig spændende, nogle gange ret nervepirrende.

Hvor opstår inspirationen?
Alle steder – ingen bestemte steder. Det kan være ting, jeg ser, andres kunst, folk jeg møder, naturen jeg færdes i. Jeg tager mange billeder for at fastholde steder og indtryk fra mit hverdagsliv. Og jeg er altid på jagt, når jeg læser aviser eller er på nettet, og hvis et foto vækker min interesse, gemmer jeg det. Måske får jeg det aldrig brugt, men det giver en form for indbildt rigdom for mig at have et billedarkiv, ligesom jeg kan få en form for lykkefølelse, hvis jeg i en periode mærker flere kreative impulser og idéer, end jeg kan føre ud i livet. Jeg bruger tit fotos, som jeg sampler/limer sammen til collager – noget jeg for mig selv kalder ’fiktive rum’. Collagerne bruger jeg som forlæg til fx kobbertryksserien Mennesket og … – en serie jeg fortløbende har arbejdet på siden 2018, og som snart tæller 20 værker.

Helt tilbage i 2013 var jeg på en rejse på Sardinien, og her opstod idéen til en mere abstrakt serie, som jeg kalder Hemmelige knogler, og som jeg begyndte at arbejde på i 2019 – først som tegnede skitser, dernæst som collografi og siden i linoleumsformatet. Motiver fra Hemmelige knogler har også fundet vej som tryk på tøj og duge og er sågar blevet til tatoveringer.

På det nationalhistoriske museum i Cagliari faldt jeg en julidag helt tilfældigt over nogle vinterfotografier fra 1970’erne af ruinerne af landsbyen/nuragheborgen Su Nuraxi di Barumini, hvis murværk var dækket af hvid sne, mens jorden lå udenom mørk og kontrastfyldt. Hvide tegn på sort baggrund. Det var vildt grafisk, smukt og poetisk, og få dage efter hev jeg familien ind i en glohed bil for at opsøge stedet, der ligger omtrent midt på øen tæt på Strada SS197.

For mig handler Hemmelige knogler-serien om den ekstra (magiske) kraft, som mennesker har eller finder (eller ikke har eller ikke finder) for at holde sig mentalt i live.

På sardisk betyder nuraghe ’stort hus’. Hemmelige knogler handler også lidt for mig om at finde værdifulde steder og detaljer i verdens uendelige mylder af liv og informationer, og om at give sig undersøgende hen til en uventet gave. Jeg ved ikke, om jeg nogensinde bliver ’færdig’ med at skabe nye former og figurer med inspiration fra disse oldtidsruiner, når de ses fra oven.

Hvis du ikke var kunstner, hvad ville du så lave?
HA, HA! Det er et lidt svært spørgsmål at svare på. Men jeg tror, at jeg ville dyrke en køkkenhave efter alle kunstens regler, så jeg kunne lave mine egne råvarer. Måske ville jeg gå Grækenland igennem på kryds og tværs med gemalen. Det kunne også være ret meningsfuldt og udfordrende at formidle kunst for børn og undervise dem i, hvordan de selv kan udtrykke sig. Men lige nu har jeg ved siden af grafikken et ganske givende job som redaktør på Gyldendal. På mange måder er det det bedste arbejde i verden, og som på flere måder minder om den måde, jeg planlægger og tilrettelægger mine egne grafiske arbejdsprocesser på. Så på en måde kan man sige, at jeg her bliver min egen kreative redaktør.

Har du nogensinde fået en idé til et værk, der ikke kunne realiseres?
Det ved jeg ikke rigtig. Jeg har længe skrevet de fleste indfald og idéer ned i en bog, og så længe de står der, så ’kan’ de jo i princippet realiseres og tages frem engang i fremtiden.

Hvilken kunstner synes du, man skal holde øje med lige nu?
Jamen, jeg synes da altid, man kan holde øje med Nick Cave, P.J. Harvey og Weyes Blood for nu bare nævne nogle ganske få af mine personlige, musikalske ørehængere.

Hvis du skulle vælge tre favoritkunstnere, hvem skulle det så være pt?
Paula Rego, Mamma Andersson og Nina Steen-Knudsen må blive mit førstevalg, men der er mange andre, som kunne komme på sådan en liste.

Hvilken kunstner ville du ønske, der hang et værk af hjemme hos dig?
Nancy Spero, Stefanos Rokos, Daniel Richter, Morten Schelde, Cathrine Raben Davidsen, Mie Mørkebjerg, Mie Olise Kjærgaard og ufatteligt mange andre kunstnere må rigtig gerne komme op at hænge hjemme hos mig.

Har du et råd til en som har en kunstner i sig, men ikke er startet endnu?
Jeg tænker, at du begynder, hvis du begynder. Hvis det er meningen, at det skal ske, så kan man nok ikke holde sig i skindet og lade være, men det er indlysende, at TID er en faktor. Der skal være tid til at arbejde med sagerne og afprøve sine idéer – samtidig skal man ikke lade sig overmande af alt det, man ikke når, alle de indfald, som man ikke får ført ud i livet med det samme. Så skab tid i din kalender, bloker tidsrum, hvor du kun er kreativ og bliver i det rum lang tid ad gangen. Tænk i syltekrukker, lister eller notater til dine idéer og din egen praksis. Lav logbøger og gem billedmateriale alle steder fra. Tag en slags ’surdej’ fra ét kunstprojekt med videre i det næste. Brug andre til at tale om dine idéer. Tag dig selv alvorligt, og bliv ved, ved, ved!

Fakta

Katja Tang-Petersen (f. 1969)
Bor på Nørrebro i København
Uddannelse: Cand.mag. i dansk og kunsthistorie
Arbejde som redaktør på Gyldendal
IG: @katjatangp